Dåsen, som vi lever i

Du føler dig fanget.
Væggene omkranser din krop.
De cirkulerer om dit sind,
og begrænser din kreativitet.

Du er ikke længere i stand til at,
tænke klart.
Ingen nye tanker,
kun gengivelse af
gammel information.

Du er indespærret,
med din egen
uopfindsomhed,
i mørkets uinspirerende
indre.

Mørket lukker af,
for inspiration.
Du lukker af,
for opblomstring.
For revolution.

Kun en dåseåbner kan redde dig nu.

Haiyan

Du kommer rasende mod mig.
Med ødelæggelse og dødsfald.
Du er arrig,
for din vrede har en vindhastighed på 300 km/t.

Du starter angstsskrig.

Jeg trækker mig tilbage,
men intet kan stoppe,
din destruktion,
der vil føre til min
obduktion.

Du planter lig.

Du skaber røre,
river ting op
med rode.
Intet er længere,
til at afkode.

Vi har angrebskrig.

Uden forsvar.

Nattens komme

Natten er skræmmende, som en hvid kold hånd der berører dine indre organer. Griber hårdt fat om dem og presser til du gyser af åndenød. Og frygt.
Natten skaber den frygt, der graver sig dybt ind i sindet med iver. Graver til der ikke er flere rolige timer. Eller lukkede øjne.
Natten bruger sit mørke tågelignende udseende til at indhylle dig i tomhed. Og intethed.
Den læner sig langsomt ind over dig, som Macbeth gjorde med kniven på Duncans dødsnat. Som en lydløs betragter.
Natten oplever dig trække vejret, på det mest udsatte tidspunkt i din eksistens. Den er, hvad du ser, når du lukker øjnene for allersidste gang.

Natten er en levende, overrumplende organisme.
Den dør langsomt med morgengryet, men vender altid tilbage.

Fortabt

Jeg føler mig fortabt.
Forvist til
et land i desperation.
Et land uden styring,
eller følsomhed.

Eller nærmere,
en ødemark.
Uden afgrøde,
og liv.

En gold,
klam
ødemark.
Uden håb,
eller indsigt.

Jeg føler mig fortabt.

I mit eget sind.

Haiku om efterår

Mærkværdig årstid.
Bider i hudens maske.
Kuldegysninger.

Oktober

Jeg kunne mærke en ændring i vejret. Som en hvislen på min huds overflade. Et varsel. Jeg kiggede mig omkring. Betragtede hvordan bladene langsomt mistede forbindelsen til sit ophav. Hvordan vinden skiftede temperatur i takt med farvernes forandring i omgivelserne.
Vinden blev stærkere og begyndte at piske mig i ansigtet. Jeg faldt på knæ. Var langsomt ved at opgive kampen mellem mine ben og den tilbageslående vægt omkring mig, da jeg kiggede op. Bladene var forvandlet til små blodrøde ansigter, der stirrede med en ligeså gennemtrængende kraft som vindens piskeslag. En blanding af kuldegysninger og transpireret varme bredte sig i min krop. Jeg forsøgte atter at komme på benene, da modvinden løftede mit legeme fra jordoverfladen, mens de blodrøde blade grinede alarmerende omkring mig. Frygten overvældede mit indre. Ansigterne kom nærmere, idet de begyndte at skrige. Ørendøvende. Gennemtrængende. Sindsygt.
Idet vinden løftede mig højere op, kunne jeg mærke bløde dråber på min hud. Dråber der aede mit frygtforvirrede sind og trøstede mit blødende legeme. Regnen skyllede ansigterne væk og tvang mig tilbage til jordoverfladen.
De kolde dråber gav mig ro i et kaos af oktober.

Settle down

Jeg vil slå mig ned,
med dig.
Fastholde din varme,
i min favn.

Du må ikke gå,
fra mig.
Du vækker,
afsavn.

Bliv her,
i min sfære.
Jeg kalder,
dit navn.

Det er ikke til,
at bære.
Kom tilbage,
Så jeg vores forhold kan ernære.

Politisk filosofi

Du er begyndt at stemmeoptælle.
Opdele.
Det gode mod det dårlige.

Du stoler ikke,
på mig.
Opstiller mistillidsvotum.

Du virker mere som,
en opposition,
end min patron.
En beskytter.

Jeg vil modsige dig.
Demonstrere.
Gå i sort blok.
Sørgebind.

Jeg kan ikke håndtere,
at vi står overfor et valg.
Om koalition -
eller kompromis.

Jeg troede,
at jeg var din førstedame.

Fanget

Fanget.
I hverdagens konstante gentagelser,
der forløber som dubstep på replay.

Fanget.
I tilværelsens monotone regn,
der trommer mod den indre rude på samme måde,
som igår.

Fanget.
I mit eget frygtforvirrede væsen,
der er træt af at betragte verden udenfor
den indre rude. Eventyrlystent.

Fanget.
Ude af stand til at slå ruden i stykker.
Ville gerne være
Mønsterbryder,
rudesmadrer,
og triviel ødelægger.

Men jeg er fanget i mit indre monteringsarbejde.

Montering af mod.

Fra varme til kulde

Overrumplet. Overrasket. 

Som var der sne på en sommerdag.

Gult blod i årene.

Standser momentet.

Griber det

og ser det briste.

Samler elementer.

Smilehuller blandet med

frie rammer og varm kakao.

Løfter blikket.

Og ser blot

Istapper i dine øjne.

Sygdom

Jeg mærker, hvordan den overrumpler mig. Overfalder mig med løfter om fridage og varm suppe. Tager mig ind i sit gab og smitter mig med sin dårlige ånde og overophedede kropstemperatur. Jeg inficeres med parasitter, som spreder sig til hele min krop og mine omgivelser. Har jeg kolera? Tuberkulose? Eller leptospirose? Jeg får svulster på overarme og lænd og dårligdommen spreder sig til mit nervesystem. Jeg mærker en begyndende migræne, som udvikler sig til store væskeansamlinger i min hovedbund, der kun kan beskrives som Hydrocephalus. Farverne forsvinder for mine øjne og mit hjerte begynder at flimre. Stenstøv ligger sig til at sove i mine lunger og jeg begynder at miste forbindelsen til jorden.

Eller er det bare en nocebo-effekt?

http://da.wikipedia.org/wiki/Sygdom

Arkæologi

Jeg befinder mig på den frugtbare halvmåne og hengiver mig selv til den tid, hvor du ikke blot var et fortidsminde. Jeg husker dengang du var dateret til år 0, som starten på verdens eksistens. Min egen eksistens. Oplevelserne med dig er dog stadig hugget ind i mit sind, som var du helleristet på min hjerne.
Jeg tvinger mig selv til at gennemgå en herredsrejse gennem vores minder, blot for at minde mig selv om at vi kun er et fortidsglemt hulemaleri. Du er nu en mumie fra min fortid, som fortjener at blive smidt på køkkenmøddingen for derefter at blive fordærvet af råddenhed.

Egoistiske individ

Du har en forkert opfattelse af adiafora og tror at penge og magt definerer din menneskelige lykke.
Du er alt andet end en altruist, men mere en egoistisk negativist. En relation til dig er cyklisk planlagt og vil til alle tider ende med svigt.
Du kan ikke se tingene holistisk og vi vil aldrig opnå den platoniske kærlighed, jeg drømmer om, dit fallistisk optagede individ. Vis mig dog lidt humanisme, i stedet for denne kolde ufølsomme kynisme. Jeg kan dog ikke opnå individualisme, så længe jeg har affinitet til dig.
Jeg kan ikke handle rationelt. Kan ikke tænke klart. Jeg må tilkendegive at din charme har skabt en kædereaktion i mit hjerte.
Du er tilbeder af materialismen, rationalismen og ser dig selv som overmenneske. Dog føler jeg et behov for at forme dig. Ændre dig. Elske dig.

Jeg må indse: Ex nihilo nihil fit.

Psykoanalyse

Hvorfor? Hvorfor er du svær at tolke? At sætte ord på? At nå?
Jeg psykoanalyserer hver eneste del af dit hjernekammer. Dit individ.
Men du er svær at definere. Svær at forstå. Du har jo knapt forladt den anale fase.
Hvornår indtræder du i den næste fase og lader jeg'et handle, så jeg med dig kan kommunikere?
Jeg ønsker blot at udveksle informationer, budskaber og meddelelser.
Hvad er dit modem og hvor finder jeg det?
Er din tavshed en forsvarmekanisme? Du behøver ikke fortrænge - vores fremtid.

Aften-Pragtstjerne

Jeg strækker mine ben og flyder hen over gulvet, som en boblende flod. Min strøm er så stærk at jeg trækker dig med til der hvor mennesker mødes og forenes. Vi er i en verden af paradis og feerne løfter mig op til et underlag af lilla mos og sødmefuldt græs. Himlen bliver mørk og jeg folder mine blade ud. Jeg er en Aften-Pragtstjerne, en Silene latifolia, som hvisker dig på hånden at du skal følge med. Du berører mine kronblade og fremmedbestøver mig med din sensitivitet. Du svømmer i mine pollen og kysser mine sanselige læber.
Idet den gule måne er på vej ned i de vestlige vande, lukker jeg mine kronblade og lader dig falde ind i en dyb hviletilstand, mens jeg blot svajer i den kølige morgenluft.

Øjet

Du bombarderer mig med dine ord og din tilstedeværelse.
Du tilfører en energi til rummet, som jeg aldrig før har mærket.
Energien er stærk og varm. Giver tryghedsfornemmelse og følelse.
Jeg kigger i foragt på individer der diskriminerer dig og kvæler dem med mit blik.
Jeg kvæler dem med min kolde blå regnbuehinde og sørger for at de indhentes af livløsheden.

Du udstråler et lys som kun kan opfanges af mine pupillers åbning.
Din energi sprænger min hornhinde og lader væsken fra øjenhulen dryppe ud på jordskorpens overflade.
Du destruerer min macula, så du forvandles til en sort/hvid film for øjnene af mig. Tiden går i slow motion og jeg tvinges til at stoppe timeglasset, som tæller ned til min eksistens' undergang.

Men du er blot.... Et utopisk entoptisk fænomen.

Sænk dit slagskib

Har endnu engang forsøgt at kombinere musik og digt. Synes resultatet blev ret godt.

Eksperiment

Jeg har forsøgt at eksperimentere lidt med lyd sammensat med et af mine digte:
http://yourlisten.com/channel/content/16946720/Frossen

Resultatet kan høres på ovenstående link^^

Trance

Væk mig fra denne trance, hvor jeg vandrer rundt som en zombie i det øde landskab.
Skrig mig ind i ansigtet at jeg ikke skal forsvinde.
Eller give op.
Grib min hånd og klem den så hårdt at gennemstrømningen af blod i mine årer atter genoptages.
Hiv mig op i stående tilstand så jeg atter kan føle livet i mine knæ og fødder.