mandag den 4. april 2016

Mig, min krop, mit sind

Mit jeg er splittet i tre fragmenter.
Mig, min krop, mit sind.

En spaltning er lig en opdeling af en kerne i mindre dele.
Et fragment er lig et mindre stykke, der er blevet adskilt fra sin kerne.
Min kerne er splittet i tre fragmenter.
Mit sind, min krop, mig.

Krop:
Løsrevet, løssluppen
og med løse ender.
Lørdag aften byder på bland selv slik,
og med 90 kg ren gorilla på tilbud
for kun et strit med rumpetten og to ryk på toilettet
bliver nysgerrighed til løsagtighed.

"Living on the edge" bliver et dagligt mantra
til at retfærdiggøre
Ædegildet.
For mæthedsfornemmelsen sætter aldrig ind,
når krop er fri fra sind.

Uden retning
famler min krop i mørket
efter etik.
Men mørket gemmer kun på forfald, korte nydelser
og lysten til mere pik.

Når mit jeg er splittet i fragmenter.

Sind:
Følelsesladet, følelseshæmmet
og med døde nerveender.
Sindet mærkes tomt,
når der ikke er nogen krop at forhindre.
Det kan mærke, men kan ikke mærke nogen.
En ukontrollerbar længsel,
der dulmes med et besøg hos
gynækologen.

Sindet bliver et sort hul, der hæmningsløst fyldes med katte-
videoer.
Et indre helvede, der mjaver og gjalder og klager
indtil jeg tager hul på mit
beredskabslager.

"Merci, fordi du er til",
hvisker jeg sødmefuldt til
den næste flødebolle.
Og jeg lader den dulme mine nerver
og bedøve mine tårekanaler,
indtil sindet igen sender varslende
faresignaler.

Mig:
En hul skal, tårer på min kind,
det er hul i hovedet
at leve uden
krop og sind.
Men de er som sunket i jorden,
og jeg synker,
når vi er
out of sync.

Jeg føler mig som en kastreret hund,
uden mine ædlere dele,
et ustyrligt barn
uden sikkerhedssele.
Krop og sind føjter og regerer.
Et cirkus, som jeg ikke kan kontrollere.

Ved denne skillevej,
råber jeg efter dem:
drift og fornuft.
"Sammen er vi kaos, men splittet er vi intet".
Så lad os holde reunion
og fejre håbet.
Lad os blive den nye treenighed
og korsfæste al uenighed.

"Jeg kom, jeg så, jeg sejrede"
vil vi råbe over landskabet,
en sejr over fjendskabet,
jeg tror at I har fattet budskabet.

Mit jeg er splittet i tre fragmenter.
Mig, min krop, mit sind.
Men med en lille smule håb kan de forenes igen.