fredag den 18. oktober 2013

Oktober

Jeg kunne mærke en ændring i vejret. Som en hvislen på min huds overflade. Et varsel. Jeg kiggede mig omkring. Betragtede hvordan bladene langsomt mistede forbindelsen til sit ophav. Hvordan vinden skiftede temperatur i takt med farvernes forandring i omgivelserne.
Vinden blev stærkere og begyndte at piske mig i ansigtet. Jeg faldt på knæ. Var langsomt ved at opgive kampen mellem mine ben og den tilbageslående vægt omkring mig, da jeg kiggede op. Bladene var forvandlet til små blodrøde ansigter, der stirrede med en ligeså gennemtrængende kraft som vindens piskeslag. En blanding af kuldegysninger og transpireret varme bredte sig i min krop. Jeg forsøgte atter at komme på benene, da modvinden løftede mit legeme fra jordoverfladen, mens de blodrøde blade grinede alarmerende omkring mig. Frygten overvældede mit indre. Ansigterne kom nærmere, idet de begyndte at skrige. Ørendøvende. Gennemtrængende. Sindsygt.
Idet vinden løftede mig højere op, kunne jeg mærke bløde dråber på min hud. Dråber der aede mit frygtforvirrede sind og trøstede mit blødende legeme. Regnen skyllede ansigterne væk og tvang mig tilbage til jordoverfladen.
De kolde dråber gav mig ro i et kaos af oktober.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar