Jeg befinder mig på den frugtbare halvmåne og hengiver mig selv til den tid, hvor du ikke blot var et fortidsminde. Jeg husker dengang du var dateret til år 0, som starten på verdens eksistens. Min egen eksistens. Oplevelserne med dig er dog stadig hugget ind i mit sind, som var du helleristet på min hjerne.
Jeg tvinger mig selv til at gennemgå en herredsrejse gennem vores minder, blot for at minde mig selv om at vi kun er et fortidsglemt hulemaleri. Du er nu en mumie fra min fortid, som fortjener at blive smidt på køkkenmøddingen for derefter at blive fordærvet af råddenhed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar