Natten er skræmmende, som en hvid kold hånd der berører dine indre organer. Griber hårdt fat om dem og presser til du gyser af åndenød. Og frygt.
Natten skaber den frygt, der graver sig dybt ind i sindet med iver. Graver til der ikke er flere rolige timer. Eller lukkede øjne.
Natten bruger sit mørke tågelignende udseende til at indhylle dig i tomhed. Og intethed.
Den læner sig langsomt ind over dig, som Macbeth gjorde med kniven på Duncans dødsnat. Som en lydløs betragter.
Natten oplever dig trække vejret, på det mest udsatte tidspunkt i din eksistens. Den er, hvad du ser, når du lukker øjnene for allersidste gang.
Natten er en levende, overrumplende organisme.
Den dør langsomt med morgengryet, men vender altid tilbage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar