Frossen

Jeg kigger mod himlen. En pil af solsorte peger sydpå. Selv står jeg i intetheden. Det kolde paradis. Der er ikke en sjæl i miles omkreds. Jeg lader mine ører brede sig og opfange hver eneste lille lyd. Jeg kan intet høre. Snefnuggene må have mærket lyden og opbevaret den i sit hvide gab. Jeg lader mine fødder slippe jorden og min tunge krop daler ned mod det hvide dække. Jeg krymper sammen til en snebold, og lader istapperne i mine øjne smelte til tårer. Jeg ligger på denne måde indtil mit legeme er et isbjerg. Herefter rejser jeg mig, og fortsætter med at rende forvildet rundt i vinterlandskabet. Jeg er på nippet til at give op, og slippe kroppen. Jeg er på nippet til at flyde med vinden. Dog kæmper jeg videre. Jeg er her for at glemme, for at blive glemt. Men jeg vil ikke lade det ske. Jeg glemmer aldrig hans blik, da jeg blev efterladt. Efterladt i dette golde landskab, som er ligeså dødt som det blik han gav mig. Efterladt, for aldrig mere at blive fundet. Aldrig mere at blive samlet op af en passerende fremmed. En fremmed til at betragte mig med andet end et dødt blik. En fremmed til at betragte mig med omsorg og varme. Varme der kan tø dette landskab op, der lader mit hjerte nå frysepunktet.
Skal jeg aldrig mere føle et kærtegn mod min bare hud? Aldrig mere lade mit hjerteblod dryppe på den bare jord til åbent skue? Aldrig mere lade mine følelser blusse i et flammehav?
Her er så koldt, og jeg giver snart op. Giver op og lader kulden tage mig med. Tage mig med til et sted, hvor jeg bliver følelsesløs og mit indre bliver ligeså goldt som dette landskab. Jeg har ikke lyst til at mærke den smerte den kolde vind giver mig, i fingre, tæer og bryst. Jeg har ikke lyst til længere at mærke noget.
Jeg læner mig tilbage, indånder for sidste gang kulden og føler intetheden i mit indre.
Snefnuggene dækker mig til, og da solens stråler rammer overfladen, er jeg smeltet som dug på en rude.