Gemmeleg

Jeg løber, grinende, men dog stille.
ud i skoven, hen bag den nærmeste busk,
det tætteste træ.

lader mig fange i grønne blade,
lader træets krone omfavne mig,
i det varmeste kram.

jeg kan høre at du er færdig med at tælle.
at du kommer nærmere,
mod mit rare skjulested

dine skridt bliver lydløse,
i skovens bløde mos.
som fløj du over jorden.

mit hjerte banker hurtigere,
idet du kigger op,
mod mine bare tæer,
og de dejlige kirsebær.

vores blikke mødes,
trækrone mod jord,
og vi er genforenet,
nu når vi er store.