Barn igen

Et magisk klædeskab.
En indgang til en ukendt verden.
Beliggende på grænsen mellem barn og voksen.

Draget mod eventyr
søger hun ind i skabets inderste kroge,
hvor hun blandt de lunke frakker
finder døren til et andet univers.

Bag døren finder hun et koldt paradis,
og den hvide sne lægger sig som en tung dyne
der tør hendes hjerte
og smelter hendes forbehold.

Ivrigt stormer hun ind i voksne forpligtelser
uden at overveje konsekvenserne.
Men denne verden har også hvide hekse
og frosne statuetter.

Hun forvandles med tiden til is.
Bliver følelsesløs af kulde.
Men bag det stagnerede ydre
Pumper hjertet håbefuldt til fuldt skue.

Ude af stand til at bevæge sig
indtil et hårdt slag
splintrer isen
og lader varmen gennemstrømme hende.

Tornekronet med ansvar
og en beskadiget ungdom
stiger hun ud af garderobens frosne indre.
Genopstået.

Så her er jeg. Barn igen.
Skrøbelig i forfaldets indre.
Men med lærdom og fornyet styrke.

Frihedsrøver

Du tog min frihed ved at sparke til min selvtillid
og bagbinde min evne til at sige fra.
Som en blodsuger satte du kløerne i min realitetssans
og formede mig til en nikkedukke,
der ikke længere kunne skelne liderlighed fra lidenskab
og syndefald fra kærlighed.

For du tog mig med vold og startede en flodbølge af selvhad og overdøvende mindreværd.
Min kærlighed var dit gidsel
og løsepengene var min sjæl.
Jeg stod blot i afmagt
og mærkede hvordan Stockholm-syndromet bredte sig i mine inderste kroge
som en virus uden kur.
Hvordan dine nedgørende kommentarer skabte en hulrum i min krop,
som du kunne erobre med en hær af falske komplimenter.

Jeg strittede imod
Indtil jeg blev dødvægt
under din voldsomhed.
Så jeg tog imod
Indtil jeg blødte af skam over din voldtægt
og over ikke at kunne tilfredsstille DINE behov.
Men den skam hører ikke til på mine skuldre.
Ikke længere.

Rum

Pludselig stod du der
Midt i et virvar af forvirring
og kærestesorger.

En standhaftig kriger
med en særlig glød.
Et holdepunkt for mit desperate sind
og mit blottede kød.

Du giver rum til at rumme
mit hulrum,
og mine bitre dage.
Mit overdrevede sukkerforbrug
og mit selvhad.
og endda uden at klage.

Og uden at plage
om at være min mage.
For vi kan være partnere i krig,
men ikke i livet.

Du er en standhaftig kriger
med en særlig glød,
der kæmper for retten til mere
af mig.
Men min evne til at elske
er uddød.
Og jeg projekterer blot mine følelser
over på dig.

Du kan ikke se,
hvad jeg ser,
og jeg tror ikke at
du indser
At du blot er én til at tage byrden
af at være alene.

Oranienstrasse

Oranienstrasse.
Midt i Kreuzbergs center.
Stedet hvor østen møder vesten
og forenes på ny i en symfoni af
dönerkebab og Mercedes Benz-biler.

Murene tårner op og skaber et aflukke
med sine grafittiramte betonvægge.
- Et heterotopia for den multikulturelle berlinermentalitet.

Oranienstrasse.
Det ordinæres paradis.
Med plads til sorte biler,
oliepletter og habbabi-skilte.

Her er det ekstraordinære transportable barer,
højlydte musikalske parader og poeter,
der sælger livsfilosofier for 1-100 euro
til tonerne af de forbipasserende biler
og det pulserende liv i gadebilledet.

Oranienstrasse.
Et kærligt møde mellem det lokale og urbane.
Et brudstykke af Berlin,
men en helhed i sig selv.
Fuld af alsidighed og helst fri for storslåethed.

Fordommene trænger dog igennem de ellers nedbrudte murbrokker
og skaber bitre undertoner i den ellers klare forårsdag.

Oranienstrasse.
Midt i Kreuzbergs center.
Stedet hvor østen møder vesten.

Mig, min krop, mit sind

Mit jeg er splittet i tre fragmenter.
Mig, min krop, mit sind.

En spaltning er lig en opdeling af en kerne i mindre dele.
Et fragment er lig et mindre stykke, der er blevet adskilt fra sin kerne.
Min kerne er splittet i tre fragmenter.
Mit sind, min krop, mig.

Krop:
Løsrevet, løssluppen
og med løse ender.
Lørdag aften byder på bland selv slik,
og med 90 kg ren gorilla på tilbud
for kun et strit med rumpetten og to ryk på toilettet
bliver nysgerrighed til løsagtighed.

"Living on the edge" bliver et dagligt mantra
til at retfærdiggøre
Ædegildet.
For mæthedsfornemmelsen sætter aldrig ind,
når krop er fri fra sind.

Uden retning
famler min krop i mørket
efter etik.
Men mørket gemmer kun på forfald, korte nydelser
og lysten til mere pik.

Når mit jeg er splittet i fragmenter.

Sind:
Følelsesladet, følelseshæmmet
og med døde nerveender.
Sindet mærkes tomt,
når der ikke er nogen krop at forhindre.
Det kan mærke, men kan ikke mærke nogen.
En ukontrollerbar længsel,
der dulmes med et besøg hos
gynækologen.

Sindet bliver et sort hul, der hæmningsløst fyldes med katte-
videoer.
Et indre helvede, der mjaver og gjalder og klager
indtil jeg tager hul på mit
beredskabslager.

"Merci, fordi du er til",
hvisker jeg sødmefuldt til
den næste flødebolle.
Og jeg lader den dulme mine nerver
og bedøve mine tårekanaler,
indtil sindet igen sender varslende
faresignaler.

Mig:
En hul skal, tårer på min kind,
det er hul i hovedet
at leve uden
krop og sind.
Men de er som sunket i jorden,
og jeg synker,
når vi er
out of sync.

Jeg føler mig som en kastreret hund,
uden mine ædlere dele,
et ustyrligt barn
uden sikkerhedssele.
Krop og sind føjter og regerer.
Et cirkus, som jeg ikke kan kontrollere.

Ved denne skillevej,
råber jeg efter dem:
drift og fornuft.
"Sammen er vi kaos, men splittet er vi intet".
Så lad os holde reunion
og fejre håbet.
Lad os blive den nye treenighed
og korsfæste al uenighed.

"Jeg kom, jeg så, jeg sejrede"
vil vi råbe over landskabet,
en sejr over fjendskabet,
jeg tror at I har fattet budskabet.

Mit jeg er splittet i tre fragmenter.
Mig, min krop, mit sind.
Men med en lille smule håb kan de forenes igen.

Mandag

Mandag.

Jeg vågner og ved at alt vil eskalere. 

Weekendens illusoriske lykke vil dø,

og jeg vil sidde tilbage med resterne af en tabt forbindelse,

og minderne om dine kys. 

Men du er min.

Lidt endnu.

Men det er mandag.

Og det perfekte billede vil revne.

Mit hjerte vil briste og

det liv, jeg kender

vil blive begravet i en dynge 

af iskolde ord. 

Jeg ser på dit sovende fredfyldte ansigt

som det rammes af solens første stråler,

og du er min.

Lidt endnu. 

Min hals krummer sig sammen,

og min mave slår knuder,

mens jeg smiler til dig i morgengryet. 

Og indfanger de sidste smage, dufte og berøringer,

i mine sansers hukommelse. 

Men det er mandag,

Og angsten breder sig i morgenens bitre sødme.

Alvoren kommer krybende under gulvbrædderne,

Og stiger til vejrs uden omtanke.

Dine øjne skifter stemning,

og du åbner for de ord,

der skaber tomhed og afstand,

men du er stadig min.

Lidt endnu.