Egoistiske individ

Du har en forkert opfattelse af adiafora og tror at penge og magt definerer din menneskelige lykke.
Du er alt andet end en altruist, men mere en egoistisk negativist. En relation til dig er cyklisk planlagt og vil til alle tider ende med svigt.
Du kan ikke se tingene holistisk og vi vil aldrig opnå den platoniske kærlighed, jeg drømmer om, dit fallistisk optagede individ. Vis mig dog lidt humanisme, i stedet for denne kolde ufølsomme kynisme. Jeg kan dog ikke opnå individualisme, så længe jeg har affinitet til dig.
Jeg kan ikke handle rationelt. Kan ikke tænke klart. Jeg må tilkendegive at din charme har skabt en kædereaktion i mit hjerte.
Du er tilbeder af materialismen, rationalismen og ser dig selv som overmenneske. Dog føler jeg et behov for at forme dig. Ændre dig. Elske dig.

Jeg må indse: Ex nihilo nihil fit.

Psykoanalyse

Hvorfor? Hvorfor er du svær at tolke? At sætte ord på? At nå?
Jeg psykoanalyserer hver eneste del af dit hjernekammer. Dit individ.
Men du er svær at definere. Svær at forstå. Du har jo knapt forladt den anale fase.
Hvornår indtræder du i den næste fase og lader jeg'et handle, så jeg med dig kan kommunikere?
Jeg ønsker blot at udveksle informationer, budskaber og meddelelser.
Hvad er dit modem og hvor finder jeg det?
Er din tavshed en forsvarmekanisme? Du behøver ikke fortrænge - vores fremtid.

Aften-Pragtstjerne

Jeg strækker mine ben og flyder hen over gulvet, som en boblende flod. Min strøm er så stærk at jeg trækker dig med til der hvor mennesker mødes og forenes. Vi er i en verden af paradis og feerne løfter mig op til et underlag af lilla mos og sødmefuldt græs. Himlen bliver mørk og jeg folder mine blade ud. Jeg er en Aften-Pragtstjerne, en Silene latifolia, som hvisker dig på hånden at du skal følge med. Du berører mine kronblade og fremmedbestøver mig med din sensitivitet. Du svømmer i mine pollen og kysser mine sanselige læber.
Idet den gule måne er på vej ned i de vestlige vande, lukker jeg mine kronblade og lader dig falde ind i en dyb hviletilstand, mens jeg blot svajer i den kølige morgenluft.

Øjet

Du bombarderer mig med dine ord og din tilstedeværelse.
Du tilfører en energi til rummet, som jeg aldrig før har mærket.
Energien er stærk og varm. Giver tryghedsfornemmelse og følelse.
Jeg kigger i foragt på individer der diskriminerer dig og kvæler dem med mit blik.
Jeg kvæler dem med min kolde blå regnbuehinde og sørger for at de indhentes af livløsheden.

Du udstråler et lys som kun kan opfanges af mine pupillers åbning.
Din energi sprænger min hornhinde og lader væsken fra øjenhulen dryppe ud på jordskorpens overflade.
Du destruerer min macula, så du forvandles til en sort/hvid film for øjnene af mig. Tiden går i slow motion og jeg tvinges til at stoppe timeglasset, som tæller ned til min eksistens' undergang.

Men du er blot.... Et utopisk entoptisk fænomen.