Jeg så hvordan regndråberne ramte dig,
én efter én.
Hver dråbe skabte en våd plamage på dit ydre,
men trængte med tiden ind og gjorde dig
helt gennemblødt.
Dråberne blev til vandpytter
og pytterne blev til små søer.
Og de små søer blev til et
uendeligt hav af fortvivlelse.
Vandet er nået dig til skuldrene,
og du drukner langsomt i dit eget
sinds løgne.
Jeg ser, hvordan vandet
suger ilten ud af dig
og gør dit ansigt blåt
og dine håb kulsorte.
Jeg springer ud i havet
og bruger mine sidste kræfter på
at træde vande for os begge.
