Fra varme til kulde

Overrumplet. Overrasket. 

Som var der sne på en sommerdag.

Gult blod i årene.

Standser momentet.

Griber det

og ser det briste.

Samler elementer.

Smilehuller blandet med

frie rammer og varm kakao.

Løfter blikket.

Og ser blot

Istapper i dine øjne.

Sygdom

Jeg mærker, hvordan den overrumpler mig. Overfalder mig med løfter om fridage og varm suppe. Tager mig ind i sit gab og smitter mig med sin dårlige ånde og overophedede kropstemperatur. Jeg inficeres med parasitter, som spreder sig til hele min krop og mine omgivelser. Har jeg kolera? Tuberkulose? Eller leptospirose? Jeg får svulster på overarme og lænd og dårligdommen spreder sig til mit nervesystem. Jeg mærker en begyndende migræne, som udvikler sig til store væskeansamlinger i min hovedbund, der kun kan beskrives som Hydrocephalus. Farverne forsvinder for mine øjne og mit hjerte begynder at flimre. Stenstøv ligger sig til at sove i mine lunger og jeg begynder at miste forbindelsen til jorden.

Eller er det bare en nocebo-effekt?

http://da.wikipedia.org/wiki/Sygdom

Arkæologi

Jeg befinder mig på den frugtbare halvmåne og hengiver mig selv til den tid, hvor du ikke blot var et fortidsminde. Jeg husker dengang du var dateret til år 0, som starten på verdens eksistens. Min egen eksistens. Oplevelserne med dig er dog stadig hugget ind i mit sind, som var du helleristet på min hjerne.
Jeg tvinger mig selv til at gennemgå en herredsrejse gennem vores minder, blot for at minde mig selv om at vi kun er et fortidsglemt hulemaleri. Du er nu en mumie fra min fortid, som fortjener at blive smidt på køkkenmøddingen for derefter at blive fordærvet af råddenhed.

Egoistiske individ

Du har en forkert opfattelse af adiafora og tror at penge og magt definerer din menneskelige lykke.
Du er alt andet end en altruist, men mere en egoistisk negativist. En relation til dig er cyklisk planlagt og vil til alle tider ende med svigt.
Du kan ikke se tingene holistisk og vi vil aldrig opnå den platoniske kærlighed, jeg drømmer om, dit fallistisk optagede individ. Vis mig dog lidt humanisme, i stedet for denne kolde ufølsomme kynisme. Jeg kan dog ikke opnå individualisme, så længe jeg har affinitet til dig.
Jeg kan ikke handle rationelt. Kan ikke tænke klart. Jeg må tilkendegive at din charme har skabt en kædereaktion i mit hjerte.
Du er tilbeder af materialismen, rationalismen og ser dig selv som overmenneske. Dog føler jeg et behov for at forme dig. Ændre dig. Elske dig.

Jeg må indse: Ex nihilo nihil fit.

Psykoanalyse

Hvorfor? Hvorfor er du svær at tolke? At sætte ord på? At nå?
Jeg psykoanalyserer hver eneste del af dit hjernekammer. Dit individ.
Men du er svær at definere. Svær at forstå. Du har jo knapt forladt den anale fase.
Hvornår indtræder du i den næste fase og lader jeg'et handle, så jeg med dig kan kommunikere?
Jeg ønsker blot at udveksle informationer, budskaber og meddelelser.
Hvad er dit modem og hvor finder jeg det?
Er din tavshed en forsvarmekanisme? Du behøver ikke fortrænge - vores fremtid.

Aften-Pragtstjerne

Jeg strækker mine ben og flyder hen over gulvet, som en boblende flod. Min strøm er så stærk at jeg trækker dig med til der hvor mennesker mødes og forenes. Vi er i en verden af paradis og feerne løfter mig op til et underlag af lilla mos og sødmefuldt græs. Himlen bliver mørk og jeg folder mine blade ud. Jeg er en Aften-Pragtstjerne, en Silene latifolia, som hvisker dig på hånden at du skal følge med. Du berører mine kronblade og fremmedbestøver mig med din sensitivitet. Du svømmer i mine pollen og kysser mine sanselige læber.
Idet den gule måne er på vej ned i de vestlige vande, lukker jeg mine kronblade og lader dig falde ind i en dyb hviletilstand, mens jeg blot svajer i den kølige morgenluft.

Øjet

Du bombarderer mig med dine ord og din tilstedeværelse.
Du tilfører en energi til rummet, som jeg aldrig før har mærket.
Energien er stærk og varm. Giver tryghedsfornemmelse og følelse.
Jeg kigger i foragt på individer der diskriminerer dig og kvæler dem med mit blik.
Jeg kvæler dem med min kolde blå regnbuehinde og sørger for at de indhentes af livløsheden.

Du udstråler et lys som kun kan opfanges af mine pupillers åbning.
Din energi sprænger min hornhinde og lader væsken fra øjenhulen dryppe ud på jordskorpens overflade.
Du destruerer min macula, så du forvandles til en sort/hvid film for øjnene af mig. Tiden går i slow motion og jeg tvinges til at stoppe timeglasset, som tæller ned til min eksistens' undergang.

Men du er blot.... Et utopisk entoptisk fænomen.

Sænk dit slagskib

Har endnu engang forsøgt at kombinere musik og digt. Synes resultatet blev ret godt.

Eksperiment

Jeg har forsøgt at eksperimentere lidt med lyd sammensat med et af mine digte:
http://yourlisten.com/channel/content/16946720/Frossen

Resultatet kan høres på ovenstående link^^

Trance

Væk mig fra denne trance, hvor jeg vandrer rundt som en zombie i det øde landskab.
Skrig mig ind i ansigtet at jeg ikke skal forsvinde.
Eller give op.
Grib min hånd og klem den så hårdt at gennemstrømningen af blod i mine årer atter genoptages.
Hiv mig op i stående tilstand så jeg atter kan føle livet i mine knæ og fødder.