På asfaltens våde overflade hørtes mine fødders hurtige trommen, mens mit åndedræt blev hurtigere og mere voldsomt. Mit hjerte bankede så hårdt mod brystet, at det kunne falde ud hvert øjeblik. Frygten skreg sig vej gennem mine øjne. Den frygt der rammer dig med langsomme, isnende skridt på en varm sommerdag. Jeg kiggede mig over skulderen, og selvom det var mørkt, vidste jeg, at han gemte sig et sted i skyggerne. Fulgte mig med øjne, der var røde blodsprængte årer og store sorte huller, der kiggede indtrængende og lystent på mig. Jeg stoppede brat op af udmattelse, vendte mig om, og mødte hans blik. Han var indbegrebet af mørke, i sin uldne sweater og mørkeblå bukser, der var trukket højt op i taljen. Jeg gik langsomt baglæns, mens de sorte huller fulgte mig. Dette kunne ikke være virkeligt. Jeg mærkede en våd mur mod min ryg. Jeg gøs. Her stod jeg, i en nattekold gyde, uden nogen form for udvej. Han var gået tættere på. Jeg kunne lugte hans dårlige ånde og smage øllet på hans tunge.
Han løftede langsomt sin kolde hånd mod min kind og mine læber. Kuldegysninger. Alt imens jeg stod som frosset af kulden fra hans fingre, der lidt efter lidt berørte min kind og derefter mine læber med blide strøg, løb varme tårer langs mine kinder, hage og hals. Jeg gispede efter vejret. Jeg var ude af stand til at bevæge mig. Hans før så blide hænder, tog et fast greb om min nakke. Han begyndte at søge, lede. Uden på kjolen. Under kjolen. Jeg skreg. Min krop rystede i krampetrækninger, mens den mørke aften blev til nat på asfaltens våde overflade.
