Indre kamp

Jeg ofrer dele af mig selv.
Spreder dem over verdens landskab.
Til fordel for alle andre
end mig

Jeg mærker ikke længere efter.
Mærker ikke påvirkningen
af bristede drømme og sukkererstatningen
på min tunge

Jeg føler ingenting.
Er blevet en tom skal
efter et overdrevet hærværk
på min indre naive, sødmefulde frugt

Jeg isolerer mig
af frygt for at mærke livets frydefuldhed.
Og de glæder, der kan brænde
hele systemet

Jeg forsøger at indhente det forsømte.
Det som jeg har opgivet.
De sprængte øjeblikke
som er delt i tusind splinter

Jeg lader mig bombardere
med fremmede indtryk
og favner små modige skridt
i brutale omgivelser

Jeg ofrer dele af mig selv.
Spreder dem over verdens landskab.
Ikke længere for andre
end mig

Forår

Jeg er omkranset af forår.

Lyse farver og harmoni.

Det grønne græs,

- Et samlingspunkt for eudaimoni. 

Denne skønheds euforisme

lagres i mit interne drev.

En sidste bemærkning,

- Nyd det og lev. 

Nattens komme 2

Ødelæggelse

Jeg har gennemskuet dit behov.
For ødelæggelse.
Det runger hult i dig.
I dine skridt.

Jeg har gennemskuet din dobbelthed.
I ødelæggelsen.
Der skjuler glæde
I en ydre modvillighed.

Dåsen, som vi lever i

Du føler dig fanget.
Væggene omkranser din krop.
De cirkulerer om dit sind,
og begrænser din kreativitet.

Du er ikke længere i stand til at,
tænke klart.
Ingen nye tanker,
kun gengivelse af
gammel information.

Du er indespærret,
med din egen
uopfindsomhed,
i mørkets uinspirerende
indre.

Mørket lukker af,
for inspiration.
Du lukker af,
for opblomstring.
For revolution.

Kun en dåseåbner kan redde dig nu.

Haiyan

Du kommer rasende mod mig.
Med ødelæggelse og dødsfald.
Du er arrig,
for din vrede har en vindhastighed på 300 km/t.

Du starter angstsskrig.

Jeg trækker mig tilbage,
men intet kan stoppe,
din destruktion,
der vil føre til min
obduktion.

Du planter lig.

Du skaber røre,
river ting op
med rode.
Intet er længere,
til at afkode.

Vi har angrebskrig.

Uden forsvar.

Nattens komme

Natten er skræmmende, som en hvid kold hånd der berører dine indre organer. Griber hårdt fat om dem og presser til du gyser af åndenød. Og frygt.
Natten skaber den frygt, der graver sig dybt ind i sindet med iver. Graver til der ikke er flere rolige timer. Eller lukkede øjne.
Natten bruger sit mørke tågelignende udseende til at indhylle dig i tomhed. Og intethed.
Den læner sig langsomt ind over dig, som Macbeth gjorde med kniven på Duncans dødsnat. Som en lydløs betragter.
Natten oplever dig trække vejret, på det mest udsatte tidspunkt i din eksistens. Den er, hvad du ser, når du lukker øjnene for allersidste gang.

Natten er en levende, overrumplende organisme.
Den dør langsomt med morgengryet, men vender altid tilbage.

Fortabt

Jeg føler mig fortabt.
Forvist til
et land i desperation.
Et land uden styring,
eller følsomhed.

Eller nærmere,
en ødemark.
Uden afgrøde,
og liv.

En gold,
klam
ødemark.
Uden håb,
eller indsigt.

Jeg føler mig fortabt.

I mit eget sind.

Haiku om efterår

Mærkværdig årstid.
Bider i hudens maske.
Kuldegysninger.

Oktober

Jeg kunne mærke en ændring i vejret. Som en hvislen på min huds overflade. Et varsel. Jeg kiggede mig omkring. Betragtede hvordan bladene langsomt mistede forbindelsen til sit ophav. Hvordan vinden skiftede temperatur i takt med farvernes forandring i omgivelserne.
Vinden blev stærkere og begyndte at piske mig i ansigtet. Jeg faldt på knæ. Var langsomt ved at opgive kampen mellem mine ben og den tilbageslående vægt omkring mig, da jeg kiggede op. Bladene var forvandlet til små blodrøde ansigter, der stirrede med en ligeså gennemtrængende kraft som vindens piskeslag. En blanding af kuldegysninger og transpireret varme bredte sig i min krop. Jeg forsøgte atter at komme på benene, da modvinden løftede mit legeme fra jordoverfladen, mens de blodrøde blade grinede alarmerende omkring mig. Frygten overvældede mit indre. Ansigterne kom nærmere, idet de begyndte at skrige. Ørendøvende. Gennemtrængende. Sindsygt.
Idet vinden løftede mig højere op, kunne jeg mærke bløde dråber på min hud. Dråber der aede mit frygtforvirrede sind og trøstede mit blødende legeme. Regnen skyllede ansigterne væk og tvang mig tilbage til jordoverfladen.
De kolde dråber gav mig ro i et kaos af oktober.