Nattens komme

Natten er skræmmende, som en hvid kold hånd der berører dine indre organer. Griber hårdt fat om dem og presser til du gyser af åndenød. Og frygt.
Natten skaber den frygt, der graver sig dybt ind i sindet med iver. Graver til der ikke er flere rolige timer. Eller lukkede øjne.
Natten bruger sit mørke tågelignende udseende til at indhylle dig i tomhed. Og intethed.
Den læner sig langsomt ind over dig, som Macbeth gjorde med kniven på Duncans dødsnat. Som en lydløs betragter.
Natten oplever dig trække vejret, på det mest udsatte tidspunkt i din eksistens. Den er, hvad du ser, når du lukker øjnene for allersidste gang.

Natten er en levende, overrumplende organisme.
Den dør langsomt med morgengryet, men vender altid tilbage.

Fortabt

Jeg føler mig fortabt.
Forvist til
et land i desperation.
Et land uden styring,
eller følsomhed.

Eller nærmere,
en ødemark.
Uden afgrøde,
og liv.

En gold,
klam
ødemark.
Uden håb,
eller indsigt.

Jeg føler mig fortabt.

I mit eget sind.

Haiku om efterår

Mærkværdig årstid.
Bider i hudens maske.
Kuldegysninger.

Oktober

Jeg kunne mærke en ændring i vejret. Som en hvislen på min huds overflade. Et varsel. Jeg kiggede mig omkring. Betragtede hvordan bladene langsomt mistede forbindelsen til sit ophav. Hvordan vinden skiftede temperatur i takt med farvernes forandring i omgivelserne.
Vinden blev stærkere og begyndte at piske mig i ansigtet. Jeg faldt på knæ. Var langsomt ved at opgive kampen mellem mine ben og den tilbageslående vægt omkring mig, da jeg kiggede op. Bladene var forvandlet til små blodrøde ansigter, der stirrede med en ligeså gennemtrængende kraft som vindens piskeslag. En blanding af kuldegysninger og transpireret varme bredte sig i min krop. Jeg forsøgte atter at komme på benene, da modvinden løftede mit legeme fra jordoverfladen, mens de blodrøde blade grinede alarmerende omkring mig. Frygten overvældede mit indre. Ansigterne kom nærmere, idet de begyndte at skrige. Ørendøvende. Gennemtrængende. Sindsygt.
Idet vinden løftede mig højere op, kunne jeg mærke bløde dråber på min hud. Dråber der aede mit frygtforvirrede sind og trøstede mit blødende legeme. Regnen skyllede ansigterne væk og tvang mig tilbage til jordoverfladen.
De kolde dråber gav mig ro i et kaos af oktober.

Settle down

Jeg vil slå mig ned,
med dig.
Fastholde din varme,
i min favn.

Du må ikke gå,
fra mig.
Du vækker,
afsavn.

Bliv her,
i min sfære.
Jeg kalder,
dit navn.

Det er ikke til,
at bære.
Kom tilbage,
Så jeg vores forhold kan ernære.

Politisk filosofi

Du er begyndt at stemmeoptælle.
Opdele.
Det gode mod det dårlige.

Du stoler ikke,
på mig.
Opstiller mistillidsvotum.

Du virker mere som,
en opposition,
end min patron.
En beskytter.

Jeg vil modsige dig.
Demonstrere.
Gå i sort blok.
Sørgebind.

Jeg kan ikke håndtere,
at vi står overfor et valg.
Om koalition -
eller kompromis.

Jeg troede,
at jeg var din førstedame.

Fanget

Fanget.
I hverdagens konstante gentagelser,
der forløber som dubstep på replay.

Fanget.
I tilværelsens monotone regn,
der trommer mod den indre rude på samme måde,
som igår.

Fanget.
I mit eget frygtforvirrede væsen,
der er træt af at betragte verden udenfor
den indre rude. Eventyrlystent.

Fanget.
Ude af stand til at slå ruden i stykker.
Ville gerne være
Mønsterbryder,
rudesmadrer,
og triviel ødelægger.

Men jeg er fanget i mit indre monteringsarbejde.

Montering af mod.

Fra varme til kulde

Overrumplet. Overrasket. 

Som var der sne på en sommerdag.

Gult blod i årene.

Standser momentet.

Griber det

og ser det briste.

Samler elementer.

Smilehuller blandet med

frie rammer og varm kakao.

Løfter blikket.

Og ser blot

Istapper i dine øjne.

Sygdom

Jeg mærker, hvordan den overrumpler mig. Overfalder mig med løfter om fridage og varm suppe. Tager mig ind i sit gab og smitter mig med sin dårlige ånde og overophedede kropstemperatur. Jeg inficeres med parasitter, som spreder sig til hele min krop og mine omgivelser. Har jeg kolera? Tuberkulose? Eller leptospirose? Jeg får svulster på overarme og lænd og dårligdommen spreder sig til mit nervesystem. Jeg mærker en begyndende migræne, som udvikler sig til store væskeansamlinger i min hovedbund, der kun kan beskrives som Hydrocephalus. Farverne forsvinder for mine øjne og mit hjerte begynder at flimre. Stenstøv ligger sig til at sove i mine lunger og jeg begynder at miste forbindelsen til jorden.

Eller er det bare en nocebo-effekt?

http://da.wikipedia.org/wiki/Sygdom

Arkæologi

Jeg befinder mig på den frugtbare halvmåne og hengiver mig selv til den tid, hvor du ikke blot var et fortidsminde. Jeg husker dengang du var dateret til år 0, som starten på verdens eksistens. Min egen eksistens. Oplevelserne med dig er dog stadig hugget ind i mit sind, som var du helleristet på min hjerne.
Jeg tvinger mig selv til at gennemgå en herredsrejse gennem vores minder, blot for at minde mig selv om at vi kun er et fortidsglemt hulemaleri. Du er nu en mumie fra min fortid, som fortjener at blive smidt på køkkenmøddingen for derefter at blive fordærvet af råddenhed.