Brand

Det brænder i mit indre,
Bruser frem og destruerer.
Min krop ønsker at lindre,
og kan ikke acceptere,
At bålet ej kan slukkes,
Før den dag jeg slapper af,
og hullet det kan lukkes,
med kys og velbehag.

Forbud og fordom

Mærk mig.
Føl forbuddets beskidte realisme.
Kys mig.
Indtag den sidste dråbe,
af den kærlighed, der ikke må være.
Tag lidenskaben,
i din hule hånd.
Knyt den sammen og kast den,
i hovedet på fordømmelsen.
Bekæmp den sorg, der forsages
af fordomme og vrede.
Tab mig,
ned i hullet af død
og kærlighed der varer evigt.

Et enkelt øjeblik 2

Jeg løber ud på balkonen. Mine fødder dunker mod underlaget. Mit hjerte mod brystet. Jeg spejder og lader øjnene lede. Min mave er en knude af forventning. Jeg lader sindet se. Og der. Lige foran mig står du som et drømmesyn. En rose i den ene hånd og en flaske vin i den anden. Du smiler og jeg lader det tage mig med.
Jeg lukker øjnene og øjeblikket er væk.

Et enkelt øjeblik

Vi ligger i det grønne. Under solen. Varmen kærtegner din kind, som det kys den snart vil erindre. Jeg betragter dine øjenlåg sitre som små sommerfugle på vej ud af deres puppe. Jeg mærker din hånd klemme om min og jeg tænker at dette øjeblik aldrig må fordufte.
Jeg blinker med øjet og øjeblikket er væk.

Fang mig

Fang mig.
Omkrans mig i dit net.
Lad mig baske forvildet rundt,
og vikle mig dybere ind.

Observer mig.

Mens du ser mig,

Give op,

Og ligge stille.

Dybt viklet ind.

Indtag mig.

Tag mig ind i dine mundbakker.

Lad mig gøre modstand,

Mens du tager den første bid.

Mærk mig.

Banke mod dit indre.

Til jeg nedbrudt,

Atter vender tilbage,

For at blive et med jorden.

For evigt fanget i dit net. 

Født til at...

Det spirer i mit indre,
et frø,
der er født til at vokse.

En lille grøn stilk øverst i den gødede jord.
Et skjult blik, et smil.
Der er født til at vokse.

Et lille blad på den grønne stilk.
Forårets komme, varmer hjertet.
En hilsen eller to,
der er født til at vokse.

En begyndende solgul blomst,
i den varme sommer.
Et blidt kys på kinden.
Der er født til at vokse.

Blomsten er stor,
har lært jorden at kende.
Kys bliver flere.
Kærlighed flyder.
Der er født til at vokse.

Alt er ikke glade dage,
Blomsten falmer,
efteråret tærer hårdt.
Skænderier kommer,
der er født til at vokse.

Der tilbydes visne dage,
blade på den nu tørre jord.
Kulde,
der er født til at vokse.

Vinteren nærmer sig.
Alt er involveret, kompliceret.
Kulden ødelægger og fortærer
blomstens grundlag og varmen.
Kærlighed,
der er født til at dø.

Om lidt

Om lidt. Om lidt vil et ørendøvende skrig skære gennem luften. Derefter vil alt blive stille.

Se gerningsstedet for dig, vinduerne med de hvide rammer på højhusets grønklædte mure, altankasserne med visne Tagetes og krydderurter. Og dér i vinduet på femte sal, en kvinde. Hvor ville jeg gerne sige, hun skinnede som solen og strålede om kap med månen, men sådan forholdt det sig desværre ikke. Smuk havde hun været, og smuk kunne hun blive, men livet havde været hårdt ved hende. Hun ville se ung ud, hvis ikke det var for de bekymrede furer i hendes pande.

Engang var hendes hår, smukt, langt og krøllet med en gylden-rød glød – som en ild der brændte, præcis som hendes egen beslutning om, at der var en vej ud af problemerne. Men nu, havde hun givet op, og håret var blevet mat og brunt.

Deroppe i vinduet stod hun.  

Hun kiggede tilbage på sit liv. På det had det var fyldt med, og den skjulte kærlighed der lå bag hver eneste handling. Gennem hele livet havde hun elsket og tabt, måske havde det været bedre ikke at elske overhovedet? Men var det ikke kærligheden der havde holdt hende oppe så længe. Var det ikke den der i de sene nattetimer, hvor mørket havde gjort hende bange og ensom, havde givet hende en smule håb?

For få dage siden havde hun haft en fyr der kendte hende godt, respekterede hendes grænser og mest af alt elskede hende, som hun var.

”Jeg elsker dig”, havde han sagt, og havde kysset hende på panden. Han havde kigget på hende, som var hun den mest speciele person i hele verden.

Men tingene havde ændret sig.

Han havde svigtet hende. Han havde brudt hendes tillid. Han havde kysset en anden. Endda en der var meget kønnere.

Hvorfor skulle han også ville have Kathrine? Hun var jo bare et komplet ødelagt menneske, - og grim var hun også, hvis hun selv skulle sige det.

Selvfølgelig ville Kathrine gerne tilgive ham – mere end noget andet. Men såret var hun også. Og hun var blevet såret alt for mange gange før. Hendes hjerte kunne ikke klare mere. – Forholdet gik i stykker. To blødende hjerter.  

– Adam. Hviskede hun for sig selv, om og om igen. Navnet rungede i hendes ører, lod vinden tage det med sig. Det blev båret på en brise, - forbi de grønklædte mure og væk fra kvindens sagte kalden. Det var nu så langt væk, at det kun kunne ane det ensomme legeme i vinduet på femte sal.

Navnets bærer ville snart fornemme lyden af hendes stemme. Den smukke lyd, hendes stemme var. Fløjlsblød, lys, stille. Selvom alt andet havde ændret sig, ville den altid være den samme. Tanken om den blide klang ville altid få det til at gippe i ham, fremkalde en svunden tid.

Her var han så, i en anden lille lejlighed, i en anden del af byen. Op ad trappen på 2. sal.

Han havde lyst hår, gennemborende, isblå øjne og en lille tåre banede sig vej fra øjenkrogen og ned ad kinden.

Han havde mistet Kathrine. Han havde svigtet hende. Det var pigen, der havde kysset ham, men hvordan skulle Kathrine nogensinde kunne tro på det?

Det var nok bedst bare at lade hende være, give hende noget tid.

I de sidste par år havde han altid været der, når hun var ked af det, når minderne fra hendes fortid hjemsøgte hendes drømme. Men at vide, at det denne gang var ham, der havde gjort hende ondt, ramte ham hårdt i hjertet.

Han havde været den eneste, hun nogensinde kunne stole på. Han følte sig så skidt tilpas, at han brød sammen.

Du ser ham. Du ser en voksen mand græde. Du ser en mand krybe sammen i en stol. Trække benene helt op til brystet og hulke højt, imens han bevæger kroppen i små ryk.

Vi svæver over alt, over alle, væk fra Adam. Vi svæver direkte ind af vinduet på 5. sal. Du ser hende. Du ser ringen på hendes finger – ”som et tegn på vores evige kærlighed” – havde han sagt.

Dine øjne søger. Du ser de åbne sår på armene. Kniven i hendes hånd, blodet der lander på gulvet og blandes med tårer. Du ser håbløsheden i hendes øjne. De sorte rander under dem og det uglede hår. Hun har sikkert ikke sovet siden de gik fra hinanden.

To grædende hjerter.

Medlidenhed. – det var hvad hun havde, hun afskyede sig selv for, at det var for hende selv. Hvis det stod til hende, var den, det var mest synd for i hele verden, lige netop hende. Og på nogen punkter var det måske.

Hans skridt nærmede sig. En dør blev åbnet og lukket igen. Hun krammede puden ind mod brystet så hårdt, at knoerne blev hvide. Den lille pige med det gyldne hår og den store mand, som kun havde ondt med sig. Moderen var lige inde ved siden af, hvis nu pigen skreg, ville hun så kunne høre det? Barnet tvivlede. Det eneste moderen reagerede på var flere stoffer og mere alkohol.

En nøgle blev drejet om i låsen. Faderen begyndte at tage tøjet af, snart kom turen til hende.

Han lagde sig under dynen. Tog hendes hullede underbukser af. Lagde sig ovenpå hende. Hun kneb øjnene i. Da hun begyndte at hulke, blev der lagt en hånd ind over hendes mund. Hans åndedræt blev tungere. Og efter noget der føltes som evigheder, var det ovre. Manden samlede sit tøj sammen og skred ud af børneværelset. – Det er deres lille hemmelighed.

Ærlighed er nøglen til kærlighed. Men Kathrines barndom havde kun været fuld af løgne. Vil det sige, at der intet elskeligt var?

Kathrines liv havde været et stort skuespil. I skolen og overfor kommunen måtte hun være glad og for alt i verden skjule, hvordan tingene i virkeligheden stod til. Derhjemme måtte hun være stærk. Som en forælder for sin mor, og et offer for sin far – vidne til tragiske omstændigheder.

En lille pige siddende i skrædderstilling på gulvet – stirrende facineret på den lille tv-skærm. Moderen liggende på sofaen, for at sove rusen ud. Faderen havde været ude hele natten. Han larmede, da han trådte ind ad døren – råbte og skreg. Hånede moderen. Gik tættere på. Han lugtede langt væk af øl. Skubbede til barnet, og tog fat i den sovende person på sofaen. Et syngende slag hørtes. Moderen røg ned af sofaen, sparkede efter faderen. Det gjorde ham endnu mere vred. Han slog hende igen og igen, pryglede den arme kvinde. Imens pigen febrilsk bad ham om at stoppe. De endte på skadestuen.

Kathrine blev fjernet fra sine forældre, efter kommunen havde set moderens tilstand. Det var vel også bedst. Men pigen elskede dem jo stadig. Hun endte i en plejefamilie. Man skulle tro det ville gå bedre fra nu af.

Plejeforældrene synes hun var en møgunge – slet og ret. Når de andre børn fik nye cykler eller andre ting – måtte Kathrine nøjes med at tage opvasken. De hadede hende for at være anderledes og stille, og til sidst bad de om, at få pigen flyttet på et børnehjem. Barnet sad altid alene og havde ingen venner.

Hun boede der, til hun var myndig.

Nu kender du til Kathrines barndom. Men ved du, hvad hun har tænkt sig at gøre? Kan du gætte det? Da hun mistede Adam, mistede hun samtidig alt at leve for.

Adam fortryder inderligt sine handlinger. Du ser ham ”vågne af trancen”. Du ser håbet skinne i hans øjne. Du ser fantasien bane sig vej helt ud i fingerspidserne. Du ser kærligheden.

Han må finde hende, fortælle at han elsker hende. Han rejser sig.

To vidt forskellige hjerter, men dog så ens.

Kun ensom. Helt alene. – Kanten mellem liv og død. Hvis hun sprang heroppe fra, ville pinslerne så være ovre?

Hvis hun alligevel havde mistet det, der nogensinde rigtigt havde betydet noget, kunne alting så ikke være lige meget?

Adam på vej hen for at købe et bundt roser. Han er glad. Snart, tænker han. Snart.

I begges hjerter brænder kærligheden. Det gør næsten ondt – som en gennemborende smerte.

Du ser, hvor afklaret hun er. Beslutningen om at ende smerten. Hun tager tilløb. Løber. Fuldstændig klar over, hvad hun vil. Nærmest målrettet.

Hun sprang ud i det ukendte. Ud, væk, hvorhen? Hun var fuldstændig uvidende om at hendes liv var på vej til at tage en markant drejning. Landskabet gled forbi hendes ansigt og i et øjeblik følte hun sig en smule lykkelig, før hun ramte jorden på et splitsekund.

Du ser ambulancer. Skrigende folk. En mand i mængden. Blomster tabt på jorden. Sorgen. Tabet. Benægtelsen.

Han kom for sent.

Et bankende hjerte.

Om lidt blir her stille
om lidt er det forbi
fik du set det du ville?
fik du ham du kunne li’?

Forladt og alene
gik Kathrine rundt
Hendes liv gik i stå i en skrigende mine
i et sanseløst sekund

Om lidt, om lidt er hun borte
De ses måske igen?

- Maja Ravn 2010

At miste

Frygt har mange ansigter.
Frygt for væsner med voldsomme tentakler,
der borer sig gennem kroppens dybeste kroge.
Frygt for at lave fejl,
der får voldsomme konsekvenser for den lykkelige forestilling af livet.
Frygt for kærlighed,
og en kompakt tilværelse fanget i dens skræmmende arme.
Frygt for tid,
og dens evne til at rinde ud.

Frygt for at miste,
og aldrig mere være i kærlighedes skræmmende arme, der giver den lykkelige forestilling af livet og holder en på afstand af voldsomme tentakler,
fordi tiden er rindet ud.

Drømme der bruser som bølger i havet (kladde)

Jeg mindes da vi løb ned til stranden og vores skridt fulgte bølgernes sagte brusen. Vi gik langs vandkanten, mens vi delte tanker og ideer. Vi havde drømme. Og der på stranden lod vi drømmene tage fat og blive større. Livet var endnu uvidst, og vi var barnlige og uvidende. På stranden fulgte livet tidevandet og kunne munde ud i både ebbe og flod. Ingen af os vidste hvad det hele ville ende med.

Jeg er her for...

Jeg er her for at glemme,

glemme alt omkring mig.

Jeg er her for at flyde med strømmen,

og føle mig fri.

Jeg er her for mindes,

da verden var en leg.

Men mest af alt, for at glemme

dig.